Arv til velgørende organisationer
Blog v. Camilla Refsgaard
Vidste du, at der kan være økonomiske fordele for dine arvinger ved at du i dit testamente også tilgodeser en velgørende organisation?
Ud over at bidrage til et godt formål, kan der også være andre fordele ved at testamentere en del af arven efter dig til en velgørenhed. Faktisk kan det være forbundet med en økonomisk gevinst for dine arvinger, hvis arvingerne eksempelvis består i søskende, niecer og nevøer, venner og bekendte. Det forholder sig nemlig sådan, at velgørende organisationer ikke betaler boafgift, og du kan derfor opnå en økonomisk fordel for dine arvinger ved at tilgodese en velgørende organisation, når dette sker til gengæld for, at organisationen betaler boafgift for dine øvrige arvinger.
Øget fokus på samspillet mellem testamenter og velgørenhed
Langt størstedelen af den danske befolkning støtter velgørende formål mens de er i live, hvorimod kun en lille del vælger at inkludere en velgørende organisation i deres testamente. Årsagen til dette er formentligt, at mange slet ikke er opmærksomme på mulighederne og fordelene ved at testamentere til velgørende formål.
Dette har en række velgørende organisationer sat sig for at gøre noget ved, hvorfor de har skabt samarbejdet Det Gode Testamente. Formålet med samarbejdet er, at udbrede viden omkring arv og testamente, og samtidig gøre det lettere at testamentere et beløb til velgørenhed.
Det Gode Testamente tilbyder en advokatvagtordning, hvor du gratis og uforpligtende inden for 24 timer kan få svar på dine spørgsmål om arv og testamente. Dette kan enten ske pr. mail eller ved en opringning fra den vagthavende advokat. Denne advokatvagtordning har Smith Knudsen Advokatfirma valgt at blive en del af.
Derudover er det også værd at bemærke, at mange af de velgørende organisationer der deltager i samarbejdet, helt eller delvist dækker de omkostninger, du måtte have til advokaten i forbindelse med udfærdigelse af et testamente.
Hvis du vil vide mere
Du kan læse mere om samarbedet Det Gode Testamente på hjemmesiden www.detgodetestamente.dk. Du er også altid velkommen til at ringe eller skrive til Smith Knudsen Advokatfirma for en uforpligtende snak om din personlige situation.
Camilla Refsgaard,
Smith Knudsen Advokatfirma
Tlf.: 97 42 63 33